Pressemeddelelse

Hos Danske Byggecentre har vi længe haft fokus på at fortælle omverdenen om vores spændende branche og de muligheder den rummer. Dertil har vi været meget opsatte på at tiltrække flere kvinder, så kønsfordelingen minder mere om samfundet omkring os.

Vi er derfor utrolig stolte over, at så mange kvinder havde kvalificeret sig til finalen i vores stort anlagte branchespil. Branchespillet blev lanceret, så studerende kunne få et indblik i branchen og få en smagsprøve, på hverdagen i et dansk byggecenter. Vi har i samarbejde med vores medlemmer tourneret Danmark rundt, og til stor glæde for de studerende, spillet branchespillet på landets erhvervsskoler.

Til finalen var mere end halvdelen af deltagerne kvinder, og det samme var halvdelen af deltagerne på de 3 vinderhold. Resultatet taler sit klare sprog, og arrangementet har sat en tyk streg under kvindernes berettigelse i de danske byggecentre. De mange kvindelige deltagere viser også, at vores rekrutteringskampagne har skubbet til nogle fordomme og givet flere lyst til at jagte en karriere i et byggecenter.

Omend det fortsat er tidligt i processen, så var det en tilfreds adm. direktør vi fangede efter finaleventet i fredags. ”Jeg er rigtig tilfreds med aftenens forløb, og jeg er meget imponeret over deltagernes generelt høje niveau. Derudover glæder det mig, at så mange kvinder deltager og gør det så godt i finalen. Vi har længe haft fokus på at nedbryde de gamle fordomme om branchen, og det lader til at vi er kommet et stykke af vejen” siger Palle Thomsen.

Spændende og vekslende hverdag i byggecentrene
I dag er byggebranchen meget mandsdomineret, og der hersker desværre en fortælling om, at branchen udelukkende er for store stærke mænd, og at det kræver hårdt fysisk arbejde. Vi håber, at kampagnen vil rykke ved den fortælling, så vi i fremtiden kan få flere kvindelige ansatte og de forskellige perspektiver og kompetencer, de bringer med sig.

Udover de åbenlyse fordele ved en mere mangfoldig sammensætning i byggebranchen, så står byggebranchen og mangler arbejdskraft og behovet for arbejdskraft bliver kun større med årene. Vi er i sektoren nødt til at ændre vores fortælling, så vi kan få et mangfoldigt image og derved tiltrække flere talenter. Vi går glip af alt for mange talenter, hvis vi kun henvender os til halvdelen af befolkningen.

”Hos Danske Byggecentre håber vi, at rekrutteringskampagnen giver de unge indsigt i, hvordan hverdagen er i de danske byggecentre og giver dem lyst til at jagte en spændende karriere i et byggecenter. Vores medlemmer har altid brug for talentfulde og engagerede medarbejdere, og det er ikke afgørende, om man er mand eller kvinde eller hvilken del af landet man kommer fra. Det afgørende er, om man har lyst til at lære, er god til sit arbejde og er en god kollega”, udtaler adm. direktør Palle Thomsen.

Yderligere information:
Adm. direktør Palle Thomsen, Danske Byggecentre, tlf. 45 80 78 77, pt@bdb.dk