Den positive udvikling i erhvervstrafikken på Storebælt fortsætter – både når det gælder lastbiler og personbiler. I juni måned kørte 124.457 lastbiler over Storebælt, hvilket er det største antal passerede lastbiler på en enkelt måned siden broen åbnede for 18 år siden. Den gamle rekord var fra oktober 2007, hvor 121.765 lastbiler passerede broen.

Antallet af lastbiler over 20 meter, der kørte over broen, steg i juni måned 17,1 % i forhold til sidste år, og år til dato er det 5,1 % over sidste års tal for lastbiler. Nu håber A/S Storebælt, at udviklingen fortsætter efter sommerferien, og det bliver ligeledes spændende at se, hvordan 3. kvartal udvikler sig.

Medbringertrucks
Siden Trafik- og Byggestyrelsen indførte, at medbringertrucks almindeligvis betragtes som gods, har A/S Storebælt endnu ikke modtaget henvendelser fra vognmænd, der kører med kærrer eller påhængsvogne, om at låse deres OBE (f. eks BroBizz) til en klasse 5, som er lastbiler mellem 10 og 20 meter. Men husk, du skal kontakte Storebælt Kundeservice, hvis OBE’en skal låses til en klasse.

Følg med i trafiktallene på Storebaelt.dk. Du kan også hente en månedsoversigt ned her.

Foto: Sund & Bælt

Kilde: Storebaelt.dk