Det er al ære værd, at regeringen har lanceret et vækstudspil møntet på yderområderne. Det synes dog noget magert. Hvis de mindre byer og landområderne skal tættere på udviklingen i de større byer, er der behov for, at vi gør noget drastisk ved virksomhedernes mulighed for at placere og udvikle sig uden for København. Samtidig skal det private forbrug stimuleres, så udviklingen bliver selvbærende.

Med drastisk mener vi ikke kun muligheden for, at københavnere får nemmere ved at købe huse i provinsen, for at bruge dem som fritidshuse, de kan besøge i weekenden. Nej, der er behov for et grundlæggende eftersyn af, hvor og hvordan staten investerer skattekronerne og skaber grobund for, at det private forbrug kan vokse. Det handler altså om, at statslige arbejdspladser i højere grad fordeles mere jævnt over landet – i særdeleshed videnjobs.

Staten skal bruges til at gro private arbejdspladser
I dag lever mange udkantskommuner af udligningsordningen. Og selvom der er gode grunde til, at vi har denne, kan den tolkes som symptombehandling og bidrager ikke aktivt til at genskabe Udkantsdanmark som en værdifuld del af Danmark, som det historisk har været, og som det har al potentiale til at blive igen.

I stedet skal vi se på statens udgiftsside. Vi skal se på, hvor staten lægger investeringerne. Ikke blot i infrastruktur men investeringer i beskæftigelse og udvikling.

Når det er afgørende, er det ikke på grund af det enkelte statslige job, der bliver placeret uden for København. Det er i højere grad de afledte effekter, statslige virksomheder har for det omkringliggende samfund i forhold til at tilbyde videnjobs og dermed skabe grobund for at højtuddannede kan bosætte sig. For en af de væsentligste forudsætninger for at tiltrække private virksomheder er, at de kan få kvalificeret arbejdskraft – og det kniber det med uden for de store byer. Eksempelvis viser tal fra Danmarks Statistik, at andelen med en lang videregående uddannelse er dobbelt så stor i Region Hovedstaden som i de øvrige regioner.

Staten har en forpligtigelse til at placere sine virksomheder, hvor de medvirker til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft og skabe rammer, virksomheder og arbejdskraften har lyst til at være en del af.

Privatforbruget skal stimuleres
Endelig handler det om at få privatforbruget i gang. Derfor er det vigtigt for den regionale udvikling, at Boligjobordningen fortsættes så folk – også i provinsen – får mulighed for at renovere og forbedre værdien af deres hjem – og bidrage til at stimulere aktiviteten hos små og mellemstore virksomheder.

Både den forrige og den nuværende regering har investeret massivt i anlægsprojekter, siden finanskrisen brød ud. Det har naturligvis haft positive effekter, men udfordringen – i forhold til regional udvikling – er, at anlægsinvesteringer kun i begrænset omfang bidrager til at øge det private forbrug, fordi opgaverne oftest er placeret hos en håndfuld store virksomheder, der har egne medarbejdere. Således nyder små- og mellemstore håndværksvirksomheder, uden for geografisk nærhed af anlægsprojektet, ikke nævneværdigt udbytte af investeringerne.

Det gør de til gengæld når hr. og fru. Jensen investerer i nye energirigtige ruder, de bestiller hos den lokale tømrer. Han skaber omvendt omsætning i byggecentret, når han bestiller ruderne, og byggecentret får mulighed for at ansætte.

Velkommen til udkantsmuseet Jylland
Hvis vi ikke satser på byerne uden for København og Aarhus, må vi acceptere et A- og B-Danmark, hvor provinsen bliver fattigere og fattigere, fordi huspriserne og lønnen falder, samtidig med at udviklingen går den modsatte vej i storbyerne. Eksempelvis var en nordjydes skattepligtige indkomst i 2013 årligt i gennemsnit 60.000 kr. mindre end i Nordsjælland. Det er samtidig med, at nordjydens hus koster 11.500 kr. mindre per kvadratmeter end i Hovedstaden.

I takt med at uddannelses- og lønniveauet falder, accelerer den skæve udvikling. Det kan vi se ved, at alderssammensætningen også bliver mere og mere skæv.

Siden 2008 er andelen af børn og indbyggere i den erhvervsaktive alder faldet med 2,5% til 73,7% i Nordjylland. Tilsvarende er andelen kun faldet med 1,7% til 83,6% i Hovedstaden. Altså, kun halvt så meget fra et i forvejen meget skævt udgangspunkt.

Alt i alt har vi brug for en omfattende reform af statens tilgang til et balanceret Danmark, hvor staten er en medspiller og ikke kun en, der uddeler almisser.