Hvert år er der fire dage i juni, hvor store dele af det politisk interesserede Danmark er samlet i Allinge på Bornholm. Det er de fire sidste dage i uge 24, hvor årets Folkemøde afholdes. Det anslås, at der kommer mere end 100.000 besøgende til Folkemødet.

De mange deltagere udgør en særdeles broget skare, der favner overordentlig bredt. Statsministeren plejer at åbne mødet, og han har følge af adskillige medlemmer af regeringen. Derudover er der folketingsmedlemmer, borgmestre, byrødder, medlemmer af regionsrådene, partimedlemmer, organisationsfolk, lobbyister, eksperter, foreningsmedlemmer, samt engagerede borgere fra nær og fjern. 700 journalister gør deres bedste for at rapportere fra gader, stræder, pladser og moler, såvel som fra nogle af de næsten 3.000 debatter og arrangementer, som afvikles i løbet af Folkemødet.

Danske Byggecentre deltog i Folkemødet i 2015 og 2016 og vil også være at finde på Folkemøde 2017. I år vil vi fokusere på at bruge Folkemødet til at videreføre rekrutteringskampagnen. Vor tilstedeværelse på Folkemødet vil blive afviklet under parolen ”Karriere i et byggecenter – en verden af muligheder”.  Der er mange unge mennesker i Allinge, som kan eksponeres for vor kampagne. Der kan desuden forventes at være en hel stribe arrangementer, som vi kan bruge som afsæt for at fremføre vore karrierebudskaber. De kan også bruges som gode anledninger til at komme i kontakt med mennesker, vi gerne vil drøfte rekruttering med.

Danske Byggecentre er en lille organisation med begrænsede ressourcer, som let risikerer at drukne i vrimlen i Allinge. Sidste år kunne vi dog konstatere, at vi kom ganske langt ved at optræde som skiltemand. Under skiltet havde vi et snedkerbælte med visitkort, brochurer, foldere, reklameslik og blyanter i PEFC-certificeret træ, som vi kunne dele ud efter behov, til dem vi kom i snak med. Det var en ganske effektiv måde at sprede vore budskaber, som vi vil søge at gentage i år.

I øvrigt vil vi møde op som deltagere ved nøje udvalgte (relevante) arrangementer som tilhørere for at deltage i debatten og efterfølgende kontakte nogle af oplægsholderne (mens de stadig står og småsnakker i teltet) og derigennem få kontakt med mennesker, vi gerne vil i kontakt med. Som afsæt for den slags netværksarbejde er Folkemødet i en liga helt for sig selv takket være mødets omfang.

Endelig vil vi søge samarbejde med Danske Byggeri om afholdelse af en fælles branchefrokost i stil med den, vi sammen har holdt i 2016.