I uge 36 og 37 kører Danske Byggecentre endnu en landsdækkende tv-kampagne. Formålet med kampagnen er denne gang at få danskerne til at bruge håndværkerfradraget, inden det udløber d. 31. december 2014.

Foruden at reklamere på TV deltager medlemmerne også i kampagnen. Således vil der i løbet af de to uger, kampagnen kører være materiale om kampagnen og håndværkerfradraget i alle medlemmernes butikker.

Baggrunden for at køre kampagne om håndværkerfradraget nu er, at fristen som sagt udløber d. 31. december. Det vil sige, at hvis man gerne vil benytte sig af håndværkerfradraget, gælder det om at planlægge sit projekt nu. Ellers risikerer man, at ens lokale håndværker bliver nødt til at melde pas, fordi han ikke kan nå at færdiggøre opgaven, inden fradraget udløber.

– Som bekendt valgte Regeringen ikke at tage en forlængelse af håndværkerfradraget med i sit finanslovsforslag på trods af, at det har løst sine opgaver til UG. Nu må vi se om det lykkedes oppositionen at få det klemt det ind i løbet af forhandlingerne. Det håber jeg naturligvis. Men uanset hvad er det mit håb, at så mange danskere som overhovedet muligt får mulighed for at benytte sig af fradraget i år. Derfor vil vi gerne skabe fokus på håndværkerfradraget med denne kampagne. Og vi lægger kampagnen nu så dem, der tænker på at få eks. sat nye vinduer i, kan nå det inden fradraget udløber,  siger adm. direktør i Danske Byggecentre, Palle Thomsen.