Pressemeddelelse

Det er nu muligt at få hjælp til at søge om økonomisk støtte igennem energiselskabernes energispareordning i landets byggecentre. Både professionelle og private kunder kommer til at få gavn af samarbejdet.

Brancheforeningen Danske Byggecentres medlemsforretninger kan fra i dag hjælpe sine kunder med at søge tilskud til energirenoveringer igennem Dansk Fjernvarmes Handelsselskab, DFH.

 – Vi er rigtig glade for samarbejdet og aftalen, fordi vores medlemmer nu får endnu bedre mulighed for at hjælpe deres kunder med at huske og bruge en ellers lidt anonym støtteordning. Samtidig giver vores aftale forretningerne et mindre økonomisk incitament til at hjælpe kunderne. Det kommer ikke til at gøre en forskel i årsregnskabet, men forhåbningen er, at det lille ekstra skub er nok til at huske på ordningen i hverdagen, siger Palle Thomsen, adm. direktør i Brancheforeningen Danske Byggecentre.

Energirenoveringer starter i byggecentret
Hos DFH er man også rigtig glad for samarbejdet, fordi samarbejdet med Danske Byggecentre giver en unik adgang til boligejerne og håndværkerne.

– Fjernvarmeselskaberne har historisk været gode til at gennemføre energibesparelser i lokalområdet; men alligevel er det vores indtryk, at mange husejere først har fundet ud af tilskudsmuligheden, når de har gennemført deres energioptimeringer – og der er det jo for sent at få tilskud. Derfor er vi rigtig tilfredse med, at det er lykkes at lave en aftale med Danske Byggecentres medlemmer. Boligejernes første kontaktpunkt, når de skal renovere, er typisk Dansk Byggecentres medlemmer, da både private og håndværkere har deres daglige gang i byggecentrene, siger Kim Behnke, direktør i DFH.

Ny hjemmeside og eksempelberegner
På Energispareguiden.dk kan håndværkere og boligejere regne ud, hvor meget tilskud, de kan få udbetalt fra DFH for de forskellige typer af energirenoveringer, ligesom de kan søge tilskuddet på samme side.

Danske Byggecentres medlemsforretninger hjælper gerne både håndværkere og boligejere med at oprette sig på siden. Det vigtigste er blot, at der skal søge tilskud inden man indkøber materialer eller indgår en aftale med sin håndværker.

Yderligere information:
Adm. direktør Palle Thomsen, Danske Byggecentre, tlf. 45 80 78 77, pt@bdb.dk