Første kapitel i historien om branchens talenter.

I år vil FUT som noget nyt stille skarpt på de elever, der med deres opgave er blevet indstillet til FUT fagprøvepris 2015. FUT vil bringe artikler om talenternes tanker om branchen, deres motivation og hvorfor opgaven blev som den gjorde.

Første kapitel, i historierne om de dygtige elever, kommer til at handle om Daniel Abildgaard Sørensen. Daniel er blevet indstillet af Mommark Business College Syd for sin fagprøve om tilbudsopfølgning. Fagprøveprisen bliver overrakt på FUT generalforsamling og årsmøde d.7 november, 2015 hos Lindab.

Fagprøven skulle effektivisere en vital del i salgsprocessen – tilbudsopfølgningen

Daniel er oprindeligt uddannet tømrer, hvilket han har taget med sig i sin nye uddannelse som trælastelev i byggecenterledet. Daniel udtaler:

–  Jeg er en ung mand på 26, som er uddannet tømrer. Hvor jeg lærte at man altid skulle gøre tingene så effektivt og nemt som muligt for sig selv. Eksempelvis lærte jeg aldrig at gå tomhændet, når man kunne tage noget med, samt at man lige så godt kan gøre arbejdet ordentligt første gang. Den indstilling har jeg haft med mig under hele min tid som elev og den har i høj grad påvirket min tilgang til arbejdet først hos XL-Byg Carlsen Løgten, som senere blev overtaget af Optimera.

Daniels opgave tog udgangspunkt i den problematik og arbejdsprocesser, som han har oplevet i Optimera, set på tværs af kundegrupper og varegrupper. Kort sagt ville Daniel forsøge at optimere arbejdsgangen omkring tilbudsopfølgningen, samt skabe best practice på området, som han opnåede ved hjælp af implementering af nogle simple hjælpeværktøjer. Den store motivation for opgaven, beskriver Daniel således:

– Da jeg først begyndte at arbejde med projektet, var det i frustration over, at jeg ikke havde nogen fornemmelse af om jeg vandt mine tilbud eller ej, der var ikke nogen fremgangsmåde for, hvordan jeg skulle følge op på de tilbud jeg lavede, så i samarbejde med min chef og mine kolleger fik vi udarbejdet en metode, vi alle kunne bruge. Mine tanker bag fremgangsmåden var, den skulle være simpel, ikke tage for meget tid og den skulle kunne analyseres til internt brug.

Det resulterede i en meget grundig bearbejdet opgave, med en afklaring for Daniel om, hvilken effekt hans tilbudsgivning havde og hvordan man i fremtiden kunne effektivisere denne proces. Daniel er blevet inspireret af hans to år i lære hos Optimera, og hvad fremtiden bringer må vise sig. Men ambitionerne er på det rette sted. Til FUT fortæller Daniel:

– Jeg har planer om at jeg vil blive ved med at bygge på min uddannelse, vil gerne op og have mere ansvar og evt. stå med en butik som jeg styre. Har allerede startet min egen forretning som sideprojekt for at prøve kræfter med ansvaret. Derudover har jeg altid gerne ville prøve kræfter med udlandet, bo og arbejde et sted uden sikkerhedsnet for at udvikle mig.

Fremtiden i branchen kan kaste mange scenarier af sig, og med et ønske om at blive leder en dag, spurgte vi Daniel, hvordan han ser branchen om 5-10 år, hvortil han svarede:

– Jeg føler, at branchen er på vej mod en mere og mere internetbaseret hverdag, flere og flere webshops kommer til, og selv de store kæder i branchen er begyndt at lave deres egne shops for at kunne være med på denne udvikling. Desværre gør dette også, at den personlige sparring med vores kunder forsvinder.

FUT er et netværk Daniel ikke vil undvære
På trods af digitaliseringen og den kommende manglende sparring med kunderne, ser fremtiden lys ud for Daniel, der med FUT fagprøvepris nomineringen, kan pynte sit CV og tage det med videre. Bare det at være nomineret til FUT fagprøvepris giver et stort skulderklap og en plads forrest i køen blandt mange ansøgere. Men for Daniel, betyder FUT også andet end bare en pris:

 – Jeg er medlem af FUT, da de kom under et af mine skoleforløb og fortalte om sig selv. Ideen om at være med i et netværk som laver det samme som mig er tiltalende, da man kan følge med i branchen og skabe forbindelser man forhåbentlig kan blive ved at bruge igennem sit arbejdsliv.

Det var første kapitel i historien om branchens talenter. Følg med på FUT.dk eller de sociale medier for flere historier om de fagprøvenominerede og få et indblik i deres motivation for opgaven samt deres generelle tanker om vores branche i dag og i fremtiden.

Fagprøveprisen 2015
Dette års Fagprøvepriser bliver uddelt til både byggemarked- og trælast elever. I alt bliver der uddelt 6 fagprøvepriser, hvoraf 3 er til trælasteleverne og 3 til byggemarkedseleverne. I år er det Lindab, som er værter for generalforsamling og årsmøde d. 7 november. Program følger snarest. Tilmelding til årets generalforsamling og årsmøde, kan ske på fut@fut.dk

Formålet med at uddele FUT-Fagprøveprisen er at inspirere og animere branchens elever til at yde en ekstra indsats med udarbejdelsen af deres fagprøveopgave, for derigennem at øge de kvalifikationer, som eleven får under udarbejdelsen af fagprøveopgaven til glæde for eleven og branchen.

HUSK AT TILMELDE JER FUT GENERALFORSAMLING OG ÅRSMØDE PÅ FUT@FUT.DK

DATO: 7. NOVEMBER 2015