BYGGEBASEN

Kravene til dokumentation i byggeriet
bliver større og større


I takt med at efterspørgslen på bæredygtige byggematerialer stiger, vil kravene til dokumentation for det bæredygtige materialevalg også stige, og dermed bliver der stillet større og større krav til byggecentrene som central aktør i værdikæden.

ByggeBasen er det centrale omdrejningspunkt for alle relevante dokumenter, såvel lovpligtige som dokumentation om bæredygtighed, for alle produkter. Èt sted at finde alle dokumenter på alle produkter på samme måde.

Vi arbejder på at afdække det fulde behov for dokumentation i byggeriet, herunder også dokumentation for det bæredygtige materialevalg, således at det kan inkorporeres i ByggeBasen og være let for vore medlemsforretninger at gå til, når der skal afgives tilbud m.v.

Lovpligtige dokumenter

Vi har konstant et vågent øje på lovpligtige dokumenter. Senest har vi tilføjet ”GDV godkendelser m.v.” i katalogdata og har bedt alle leverandører af byggematerialer, der er i kontakt med drikkevand, om at indlægge deres GDV godkendelser, som pr. 1. juli 2017 er lovpligtige.

Vi har desuden deltaget i arbejdet bag Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens kampagne ”Kend din byggevare” for derigennem at sætte vores præg på informationen til både leverandører og medlemmer om, hvad en CE-mærkning er, hvad en ydeevnedeklaration er, og hvordan den ser ud, så vi kan få den korrekte dokumentation i ByggeBasen.

”Kend din byggevare”-brochuren kan hentes fra forsiden af ByggeBasen. Se den her.

Vejledning i lovpligtige dokumenter

Vi har udarbejdet ”Vejledning i CE-mærkning og lovpligtige dokumenter” i samarbejde med Dansk Standard. Den findes på forsiden af ByggeBasen. Se den her.

Som byggecenter er det vigtigt at vide, hvilke dokumenter der skal følge produkterne ved salg, og dermed hvilke dokumenter du skal have fra leverandørerne. Læs mere om det i vejledningen.

Alle lovpligtige dokumenter versioneres og opbevares i 10 år i ByggeBasen.

Hjælp til selvhjælp

Du kan hjælpe med at kvalitetssikre data i ByggeBasen. Finder du ikke, hvad du søger under et DB nummer, så tryk på ”kuverten” i øverste højre hjørne og send en mail til leverandøren om, at dokumentet mangler.

En henvendelse fra dig er guld værd i arbejdet med kvalitetssikring af data i ByggeBasen!

Lad os sammen kvalitetssikre data i ByggeBasen!




ByggeBasen – nu hurtigere og mere stabil

ByggeBasen har skiftet sin infrastruktur med det formål at sikre en hurtigere og mere stabil drift. I den proces blev ByggeBasen opgraderet til nyeste tilgængelige teknologi, hvilket vil sige, at ByggeBasen nu kører på de nye ultrahurtige flash diske, der blandt andet gør søgning og andet arbejde i ByggeBasen markant hurtigere.

”Der udvikles nu mere agilt for at sikre en hurtigere tilpasning af ByggeBasen til markedsbehov. Vi har desuden forbedret vores arbejdsprocedurer for at sikre hurtigere og bedre support samt eventuelle fejlrettelser,” forklarer Palle Thomsen, Adm. direktør for ByggeBasen.

På den lidt længere bane vil ByggeBasen blive moderniseret og få et tiltrængt face lift. Der bliver arbejdet på at lave løsninger, så brugernes arbejde bliver lettet. F.eks. kan man allerede nu selv bede om et nyt kodeord på websiden, hvis man skulle have glemt det gamle. Og 2018 vil byde på masser af nye features og funktioner. Så glæd dig.